Konfigurationsafdrift

Konfigurationsafdrift betegner forskellen mellem den ønskede konfigurationsstate og den faktiske tilstand i en it-infrastruktur, som opstår over tid, når ændringer ikke spejles i den centrale konfigurationsstyring. Det er et normalfænomen i komplekse systemer, men kan føre til uforudsete konsekvenser, hvis det ikke håndteres.

Årsagerne til konfigurationsafdrift omfatter manuelle ændringer, softwareopdateringer og patches, midlertidige tilpasninger, fejl i automatiseringsværktøjer og miljøforskelle mellem udvikling, test og produktion. Manglende versionering og dokumentation af konfigurationsændringer gør det også svært at spore afdriften.

Konsekvenserne kan være sikkerhedsrisici, overtrædelser af overensstemmelseskrav, øgede driftsomkostninger, dårligere forudsigelighed og længere nedetid eller fejl i applikationer.

Detektion af konfigurationsafdrift sker ved at sammenholde den aktuelle tilstand med ønsket tilstand beskrevet i infrastruktur som kode (IaC) eller i et konfigurationsstyringsværktøj. Driftsovervågning, loganalyse og regelmæssige revisioner understøtter måling af afdriften og kan identificere usædvanlige ændringer.

Håndtering og forebyggelse bygger på immutabel infrastruktur, at konfigurationsfiler er i versionskontrol, automatiseret provisioning og regelmæssig reconciliation af den faktiske tilstand med den ønskede. Ændringsstyring, test af ændringer og automatiske remedier hjælper med at holde systemet i tråd med målet.

Eksempel: et produktionsmiljø hvor en manuel ændring af en tjenestekonfiguration ikke blev reflekteret i IaC, hvilket skabte afdrift. Regelmæssig konfigurationsgendannelse og automatiske remedier kan bringe systemet tilbage til den ønskede tilstand.

Se også konfigurationsstyring, infrastruktur som kode, compliance og driftsovervågning.