Indgangsimpedans

Indgangsimpedans henviser til den elektriske impedans, der præsenteres for en signalkilde, når den er forbundet til en given indgang. Impedans er et mål for den samlede modstand mod strømflow i et AC-kredsløb, der omfatter både resistans og reaktans. Indgangsimpedansen er et kritisk parameter i designet af elektroniske kredsløb, da den påvirker, hvor effektivt et signal kan overføres fra en kilde til en belastning.

En høj indgangsimpedans betyder, at indgangen trækker meget lidt strøm fra kilden. Dette er ofte ønskeligt, når kilden har en høj udgangsimpedans, da det minimerer signaltab. Omvendt, hvis indgangsimpedansen er lav, vil indgangen trække en større strøm fra kilden, hvilket kan føre til et spændingsfald over kildens udgangsimpedans og dermed reducere signalets amplitude, der når indgangen.

I mange applikationer, såsom forstærkere og sensorer, stræbes der efter en høj indgangsimpedans for at undgå at "belaste" signalkilden. Dette sikrer, at kilden kan levere sit signal med minimal forvrængning eller dæmpning. I andre tilfælde, som f.eks. i impedanstilpasning for maksimal effekt transfer, kan en bestemt impedansmatchende strategi være nødvendig, der involverer en specifik indgangsimpedans, der relaterer sig til kildens udgangsimpedans.

Måling af indgangsimpedans kan udføres ved hjælp af forskellige metoder, herunder brug af et oscilloskop eller en impedansanalysator. Den er typisk udtrykt i ohm (Ω) og kan være en kompleks værdi, der afhænger af frekvensen, da reaktanskomponenterne i impedansen varierer med frekvensen. For DC-signaler reduceres indgangsimpedansen simpelthen til indgangsresistansen.