Faserbestemmelse

Faserbestemmelse er processen med at fastslå hvilke fibre et materiale består af, og i hvilken mængde. Den kan være kvalitativ ( hvilke fibre der er til stede ) eller kvantitativ ( procentdelen af hver fiber i prøven ). Fasebestemmelse anvendes især inden for tekstilindustrien til kvalitetssikring, mærkning og genbrugsanalyser, men også i materialeforskning og produktion.

Metoderne kan opdeles i kvalitative og kvantitative teknikker samt i destruktive og ikke-destruktive analyser. Kvalitative tests omfatter makroskopisk bedømmelse, mikroskopi og simple kemiske tests som brændingstests for at skelne fibre (f.eks. naturlige versus syntetiske). Kvantitative og instrumentelle metoder omfatter infrarød spektroskopi (FTIR), Raman-spektroskopi og pyrolyse–gas kromatografi–massespektrometri (Py-GC/MS). Termiske analyser som termogravimetri (TGA) og differential scanning calorimetry (DSC) bruges til at karakterisere fibre og til at vurdere blandingers sammensætning. Ved komplekse fibreblandinger anvendes ofte standarder som ISO 1833, der kombinerer kemiske og instrumentelle teknikker.

Arbejdsgangen starter med repræsentativ prøveudtagning og forbereding, derefter følger sekventielle tests til identifikation og kvantificering af hver fiber. Resultatet leveres som en fibersammensætningsrapport, der angiver hvilke fibre der findes, og deres procentvise andel i prøven.

Begrænsninger omfatter destruktivitet af prøver, udfordringer ved meget små eller tætte blandinger og behovet for referenceprøver samt kvalificeret laboratorieudstyr og fortrolighed omkring prøvetagningsprocedurer for pålideligheden.