Demodulationsmetoder

Demodulationsmetoder refererer til teknikker, der bruges til at hente det oprindelige informationssignal ud fra en moduleret bærebærer i kommunikationssystemer. Metoderne varierer afhængigt af, om signalet er analogt eller digitalt, og om demodulationen sker koherent eller ikke-koherent.

Analog demodulation omfatter metoder til AM og FM/PM. Ved AM anvendes typisk en envelope detector (diode og RC-filtrering) eller et produktdetektor, især for DSB-SC. Ved FM og PM anvendes frekvens- eller fasemodulation med diskriminatorer, faselåsesløjfe (PLL) eller koherent demodulation, hvor ændringen i frekvens eller fase oversættes til et signal.

Digital demodulation kræver ofte nedkonvertering til baseband og I/Q-demodulation. Forskellige modulationsformer har specifikke demodulationer: ASK (inklusive OOK) og FSK kan demoduleres koherent eller ikke-koherent; PSK og QAM benytter koherent demodulation med et matched filter og en slicer til beslutning på symbolniveau; ofte anvendes også fejlkorrekning i koder. I moderne modtagere udføres carrier recovery og timing recovery i DSP eller FPGA. OFDM-demodulation bruger FFT til at separere sub-carrierne, efterfulgt af kanalestimering, equalization og demodulation af hver underbærer.

Valg af demodulationsmetode påvirker følsomhed over for støj, multipath og Doppler samt kompleksitet og effektforbrug. Nøgleparametre inkluderer bitfejlrate (BER), symbolfejlrate og robusthed over for forstyrrelser.