Databasemodeller

Databasemodeller er rammer til at beskrive hvordan data organiseres, lagres og tilgås i en database. De beskriver strukturer, relationer og regler, der sikrer konsistens og fleksibilitet i datahåndtering.

Historisk har databaser udviklet sig fra hierarkisk og netværksmodellen i 1960’erne til den relationelle model, som blev udbredt af E. F. Codd i begyndelsen af 1970’erne. Den relationelle model anvender tabeller og relationer og understøttes af SQL. Senere kom dokument-, graf- og kolonneorienterede databaser som svar på behov for mere fleksible eller skalerbare løsninger.

De mest almindelige databasemodeller er: relationel, der organiserer data i tabeller med relationer; hierarkisk, hvor data er struktureret i træer; netværksmodel, der bruger linkede records; dokumentorienteret, der opbevarer semistruktureret data som dokumenter; graf, der fokuserer på noder og relationer mellem dem; samt kolonneorienterede og objektdatabaser. Hver model har styrker og begrænsninger med hensyn til kompleksitet, skalerbarhed og forespørgselsmønstre.

Centrale begreber inkluderer database-skemaer, normalisering, dataintegritet og transaktioner. Relationelle databaser følger ofte ACID-egenskaber, mens andre modeller kan vælge BASE-principper for skalerbarhed i store systemer.

Valget af en databasemodel afhænger af applikationens krav til relationer, læse- og skrivefrekvens, analytics-behov og forventet skala. Modellerne kan også kombineres i moderne teknologistakker.