Berøringsskærme

Berøringsskærme er brugerflader, hvor et display kombineres med en berøringssensor, så brugeren kan styre en enhed ved at røre skærmen. Ved at registrere kontaktpunkter kan bevægelser som tryk, swipe og pinch oversættes til kommandoer.

Historik og udvikling

Den første kendte berøringsskærm blev udviklet i 1965 af E. A. Johnson ved Royal Radar Establishment i Storbritannien og blev brugt i lufttrafikstyring. Siden har teknologierne udviklet sig fra billige, enkeltlagrede løsninger til avancerede kapacitive systemer, der understøtter multi-touch og høj præcision og som i dag er udbredt i smartphones, tablets og kiosker.

Teknologier

- Resistive berøringsskærme: Består af to tynde ledende lag adskilt af en luft- eller mikromelle; tryk på skærmen får lagene til at sammenkoble og registrere input. De fungerer med finger, pen eller enhver spids genstand, er billige og holdbare men har ofte mindre klarhed og kræver tryk for at registrere input.

- Kapacitive berøringsskærme: Bruger et ledende lag og ændrer det elektriske felts fordeling ved berøring; tilbyder høj billedklarhed, følsomhed og understøtter multi-touch, men kræver ledende berøring (fingre) og kan være mere udfordrende med meget håndskidt eller fingerklæbrige forhold.

- Andre teknologier: Infrarød berøring registrerer touch via forstyrrelser i et infrarødt netværk omkring skærmens kant; overfladeakustisk bølge bruger lydbølger over skærmens overflade. Disse tilgange har forskellige robustheder og anvendelsesområder.

Anvendelser og betydning

Berøringsskærme findes i personlige enheder som smartphones og tablets, i kiosker, bilnavigationssystemer og industrikontroller. De har ændret måden, man interagerer med elektroniske enheder på ved at tilbyde direkte, intuitiv input og hurtig respons, ofte sammen med gesturel kommandoer og multi-touch funktioner.