3Dskrivning

3Dskrivning, eller additiv fremstilling, er en fremstillingsmetode hvor fysiske objekter bygges lag for lag ud fra en digital model. Teknikken gør det muligt at fremstille komplekse geometrier uden traditionelle værktøjer og forme. Modeller kan skabes i CAD, ved 3D-scanning eller hentet fra åbne biblioteker og downloadede filer.

De mest udbredte teknologier er FDM/FFF, SLA/DLP og SLS. FDM/FFF smelter og ekstruderer thermoplastiske filamenter gennem en varmeblok og lægger materialet lag for lag. SLA og DLP hærder flydende photopolymerer med lys for at bygge lag for lag. SLS bruger laser til at sintere pulvermaterialer som nylon, hvilket giver stærke delkomponenter uden støttestruktur. Der findes også andre metoder såsom multi-jet modelling og binder jetting, hver med sine fordele og begrænsninger.

Materialer spænder fra termoplaster som PLA, ABS og PETG til fotopolymer-resiner og metalbaserede systemer (f.eks. SLM/DMLS). Der findes også keramik- og kompositmaterialer. Valg af materiale påvirker styrke, fleksibilitet, temperaturbestandighed og overfladefinish.

Arbejdsgangen typisk følger design i CAD, eksport af STL/OBJ, brug af en slicer til at generere G-kode, selve udskrivning og efterbehandling som fjernelse af support, hærdning og slibning. Post-processing påvirker også dimensionel nøjagtighed og overfladekvalitet.

Anvendelserne spænder fra prototyper og funktionelle dele til medicinsk teknologi, tandpleje, forbrugerteknik, rumfart, uddannelse og arkitektur. Fordele inkluderer kortere udviklingstider, tilpasning og kompleks geometri; udfordringer omfatter omkostninger ved udstyr, begrænsede materialegenskaber i nogle teknologier, efterarbejde og miljøhensyn.