væsketap

Væsketab er tab af kroppens væsker og elektrolytter, som kan forstyrre væskebalancen og helbredet. Det opdeles i insensibelt tab (gennem hud og vejrtrækning, som ikke nemt kan måles) og sensibelt tab (synlige tab via urin, afføring, opkast og sårdræn).

Årsager omfatter diarré, opkast, feber og stor svedtendens, utilstrækkeligt væskeindtag, samt øget urinproduktion ved visse tilstande eller medicin. Børn, ældre og personer med akut sygdom er særligt sårbare for betydeligt væsketab.

Vurdering baseres på kliniske tegn som tørre slimhinder, nedsat hudturgor, lavt blodtryk og takykardi, samt urinproduktion og vægtændringer. Laboratorieprøver kan omfatte plasma natrium, plasma osmolalitet og BUN/creatinin-forhold for at styre behandling og vurdere nyrefunktion.

Behandling afhænger af sværhedsgraden. Mildt væsketab behandles ofte med oral rehydrationsopløsning og vedvarende kost. Moderat til svært væsketab kræver intravenøs væsketilførsel; typisk isotont saltvand eller Ringer lactat. Ved hypovolæmi eller shock gives hurtige bolus-tilførsel og ændringer i væske og elektrolytter monitoreres nøje.

Forebyggelse inkluderer tilstrækkeligt væskeindtag og hurtig behandling af underliggende årsager. Med rettidig behandling er væsketab ofte reversibelt; ubehandlet kan det føre til dehydrering, elektrolytforstyrrelser og nyre- eller kardiovaskulære komplikationer.