skadebegrænsning

Skadebegrænsning er et grundlæggende princip i civilret, der kræver, at den skadelidte og de involverede parter gør rimelige foranstaltninger for at begrænse videre tab efter en skade. Formålet er at reducere det samlede erstatningskrav og undgå unødige udgifter.

Praktisk betyder det, at man hurtigst muligt skal sikre området, standse yderligere skade, søge nødvendig behandling, indhente tilbud på udbedring, dokumentere skaden og varsko relevante parter (forsikring, modpart, myndigheder) og bevare beviser.

Hvis den skadede ikke træffer rimelige foranstaltninger, kan erstatningen blive nedsat i forhold til den del af tabet, der kunne være begrænset. Omfanget af acceptable foranstaltninger fastsættes efter, hvad en rimelig person med tilsvarende muligheder ville gøre.

I forsikringssager og kontraktforhold spiller skadebegrænsning en rolle i beregningen af erstatning og dækningsomfang. Forsikringstager forventes at handle straks for at reducere udgifter og dokumentere forløbet. Undladelse kan føre til afkortning af erstatningen.

Begrænsningen gælder ikke, hvis omkostningerne ved at begrænse tab ville være uforholdsmæssigt store i forhold til den forventede gevinst, eller hvis skaden skyldes den anden parts forhold.