pladerne

Pladerne er de tektoniske plader, der udgør lithosfæren omkring Jorden. De består af jordskorpe og den øvre mantell, og de flyder langsomt over den hårdere og mere plastiske asthenosfæriske zone. Bevægelsen drives af varme konvektionsstrømme i mantelen og af forskelle i tæthed mellem plade-materialerne.

Der findes syv større plader: Den pacifiske plade, Den nordamerikanske plade, Den eurasiske plade, Den afrikanske plade, Den antarktiske plade, Den indo-australske plade og Den sydamerikanske plade. Derudover er der talrige mindre plader, som Nazca-, Cocos-, Caribiske-, og Filippinske havplade samt flere mindre fragmenter. Pladerne udgør kollisions- og spredningszoner langs kontinental- og oceanbundene, og deres grænser er kendetegnet ved geologisk aktivitet.

Grænserne mellem pladerne kan være divergent, konvergent eller transform. Ved divergent grænse dannes ny havbund gennem opstigende magma ved midtoceaniske rygge. Ved konvergent grænse kolliderer plader og en oceanisk plade kan subducere under en anden plade, hvilket ofte fører til vulkanisme og bjergkædedannelse. Transformgrænser er steder, hvor plader glider sidelæns forbi hinanden og forårsager jordskælv uden betydelig vulkanisme.

Bevægelsen af pladerne styres af konvektionsstrømme i mantelen og af tæthedsvarianter mellem pladelagene. Disse processer har formet kontinenternes placering og havbundens struktur gennem millioner af år og forklarer placeringen af store jordskælv, vulkaner og bjergkæder. Teorien om pladetektonik udviklede sig i midten af det 20. århundrede og bygger på tidligere idéer om kontinentaldrift samt beviser som havbundens magnetiske mønstre og seafloor-spredning.