omløpsperioden

Omløbsperioden er den tid, det tager for et himmellegeme at gennemføre et fuldt omløb omkring et andet legeme. Den måles normalt i forhold til et fast referencepunkt i rummet, fx baggrundsstjernerne, og betegnes ofte som den sidereal omløbsperiode. Omløbsperioden afhænger primært af afstanden mellem legemerne og masserne af de involverede objekter.

Der findes flere beslægtede begreber. Den sidereal omløbsperiode er tiden mellem to gange, hvor legemet vender tilbage til samme position i forhold til stjernerne. For Jorden omkring Solen er sidereal omløbsperiode cirka 365,256 døgn. Tropisk år bruges i kalenderlæsning og måler tiden mellem to forårspunktet opstillede cyklusser, og er lidt længere på grund af præcession. Den synodiske omløbsperiode er tiden mellem konjunktioner eller oppositioner set fra et bestemt sted, ofte Jorden. For to legemer gælder 1/S = |1/P − 1/P_ref|.

Keplers tredje lov giver relationen P^2 ∝ a^3 for et tolegeme-system, hvor P er omløbsperioden og a er den gennemsnitlige afstand (semi-major axis). Når værten er Solen og M_sun dominerer, fås P^2 ≈ a^3, målt i år og AU. For en satellit omkring en planet gælder P = 2π sqrt(a^3/μ), hvor μ = G(M_planet + M_satellit). Eccentricitet påvirker baneformen og hastigheden, men ændrer ikke nødvendigvis perioden for en given gennemsnitlig afstand.

Eksempler: Jordens sidere omløbsperiode omkring Solen er ca. 365,256 døgn. Månens sidere omløbsperiode omkring Jorden er 27,321 døgn (synodiske måned ca. 29,53 døgn). Venus har ca. 224,7 døgn; Mars ca. 687 døgn; Jupiter ca. 11,86 år.