lamineringsprocessen

Lamineringsprocessen er en gruppe af teknikker, hvor to eller flere lag af materiale sammenføjes for at danne et laminat med forbedrede egenskaber. Laminater anvendes for at opnå større mekanisk styrke, bedre stivhed, forbedrede barrieregenskaber mod fugt og gas samt nye funktionelle egenskaber som elektrisk isolation eller optisk klarhed. Anvendelserne spen der fra emballage og elektronik til byggematerialer og bilindustrien.

De mest almindelige lamineringsmetoder omfatter koldlamination, hvor lag sammenføjes ved hjælp af en klæber uden opvarmning; termolamination (varm lamination), hvor varme aktiverer klæbemiddel eller smeltet film; trykfølgende lamination med trykfølsomme klæbemidler (PSA); ekstruderet lamination, hvor et smeltet plastlag lægges mellem lag og hærdes; og kalanderlamination, hvor lag presses gennem valser for ensartet tykkelse. Der findes også kontinuerlige rulle-til-rulle processer og vakuumlaminering til specialapplikationer. I metal- og kompositlaminater anvendes ofte tynde metallag eller keramer sammen med presning for at reducere eddystrømme og forbedre isotropi.

Processtyring fokuserer på overfladeforberedelse (rensning og affedtning), valg af passende klæbemiddel og interlayers, samt fjernelse af luftbobler og undgåelse af delamination. Kvalitetskontrol inkluderer afprøvning af bindingsstyrke, visuel inspektion og kontrol af ensartethed i tykkelse og filmpåførsel.

Anvendelserne spænder bredt: emballagefilm, elektroniske og optiske laminer, byggematerialer og komponenter i transportsektoren. Laminering spiller derfor en central rolle i udviklingen af holdbare og funktionelle materialer.