intertekstualitet

Intertekstualitet er et begreb inden for litteratur- og kulturteori, der hævder, at en tekst får sin mening gennem sit forhold til andre tekster. Begrebet blev udviklet af den bulgarsk-franske kritiker Julia Kristeva i 1960’erne, og bygger videre på Mikhail Bakhtins dialogisme.

Intertekstualitet virker gennem praksisser som direkte citat, allusion, pastiche, parodi og omarbejdning eller transformation af genkendelige stilarter. Tekster kan være eksplicitte eller implicitte referencer og spænder over litteratur, film, billedkunst, musik og digitale medier. Læseren eller seeren bidrager selv med en stor del af tolkningen ved at genkende disse referencer og placere det nye værk i en bredere kulturfelts kontekst.

Forskere skelner ofte mellem intertekstualitet og relaterede begreber som påvirkning eller citat, og nogle anvender begrebet transtextualitet, foreslået af Gérard Genette, til at omfatte hypertekstualitet, hypotextualitet og metatekstualitet. Intertekstuel analyse kan belyse, hvordan tekster stiller spørgsmål ved traditioner, hylder traditioner, eller udfordrer genrer ved at indgå i en dialog med andre værker.

Begrebet har haft stor indflydelse inden for litteraturvidenskab, filmstudier og medieteori, men også mødt kritik om spørgsmål omkring originalitet og forfatterskab samt læserens rolle i betydningsdannelse.