højttaleren

Højttaleren er en transducer, der konverterer elektriske signaler til bevægelige lufttryk og dermed lyd. Den grundlæggende princip består i en spole tæt forbundet med en membran, som placeres i et magnetfelt. Når der flyder strøm gennem spolen, skubber og trækker den membranen, hvilket skaber lydbølger.

Højttalere består af flere hovedkomponenter: membran, spole, magnet og en ramme, samt ofte et kabinet og et krydsnet (krydsover) i systemer med flere drivere. Den mest udbredte type er dynamisk højttaler, hvor bevægelig membran og spole driver luften. Elektrostatisk højttalere anvender to plader og høj spænding uden bevægelige spoler. Planarmagnetiske højttalere og andre typer findes også og kan tilbyde egenskaber som lavere forvrængning eller bredere frekvensområde.

Kabinetdesignet påvirker lydkvaliteten betydeligt. Lukket (sealed) kabinet giver streng dæmpning og præcis kontur af basen, mens basrefleks (portet) kabinetter yder bedre lavfrekvensrespons ved hjælp af en port eller åbning. Nogle systemer bruger passive radiatorer eller transmissionslinjer for yderligere effekt.

Vigtige tekniske parametre omfatter impedans (typisk 4–8 ohm), følsomhed (dB SPL ved 1 W ved 1 m) og frekvensrespons. Disse forhold bestemmer hvor høj lydtrykket kan være, og hvilke dele af lydbilledet der gengives.

Højttalere bruges i hjemmehifi, biografer, computerudstyr og professionelle PA-systemer. Den moderne højttalerkonstruktion begyndte i 1920’erne med Edward W. Kellogg og Chester W. Rice, og teknologien har siden udviklet sig til dagens forskellige typer og anvendelser. Regelmæssig vedligeholdelse og udskiftning af sliddele kan være nødvendig for lang levetid.