højhastighedslinjer

Højhastighedslinjer refererer til jernbanestrækninger designet til at understøtte tog, der opererer ved hastigheder væsentligt højere end konventionelle jernbaner. Disse linjer er ofte bygget med nye spor, der er anlagt i lige strækninger og med blide kurver for at minimere hastighedsreduktioner. Specifikke krav til infrastruktur omfatter ofte elektrificering med en egnet strømforsyning, avancerede signalsystemer og stærkere broer og tunneler.

Formålet med højhastighedslinjer er typisk at reducere rejsetiderne mellem større byer, hvilket gør jernbanen til et konkurrencedygtigt alternativ til flyrejser og biltransport, især på mellemlange afstande. Dette kan have positive effekter på regional udvikling ved at forbedre forbindelserne mellem forskellige områder og lette pendlertrafik.

Udviklingen af højhastighedsjernbaner startede i Japan med Shinkansen-netværket i 1964, efterfulgt af europæiske lande som Frankrig med TGV og Tyskland med ICE. Disse systemer har vist sig at være effektive til at transportere et stort antal passagerer hurtigt og med en relativt lav miljøpåvirkning sammenlignet med andre transportformer, når energien produceres bæredygtigt. Planlægning og anlæg af højhastighedslinjer er dog ofte dyrt og tidskrævende.