hjælpeverbet

Hjælpeverbet er betegnelsen for de danske hjælpeformer, som står sammen med et hovedverbum for at udtrykke tid, aspekt og stemning uden at ændre hovedverbumets ordrette betydning. Hjælpeverberne bidrager altså med den grammatiske ramme, hvori handlingen foregår, mens hovedverbet giver indholdet.

De mest centrale hjælpeverber i dansk er have og være. De bruges til at danne perfektum og pludede tider: jeg har spist, han havde set filmen. Når hovedverbet dannes i passiv stemme, bruges blive som hjælpeverbum: sangen bliver sunget, bogen blev skrevet. Der findes også perifrastiske konstruktioner som er ved at, der udtrykker igangværende handling: jeg er ved at læse en bog.

Modale hjælpeverber som kunne, ville, skulle og måtte optræder også som hjælpeverber i konstruktioner, der udtrykker mulighed, hensigt eller nødvendighed. De kombineres med hovedverbet i infinitiv eller kortformen: jeg kan spise, han ville gerne gå, de skulle arbejde. Disse modale verber kan fungere som hjælpeverber i sætningen og ændre betingelserne for handlingens udførelse uden at ændre hovedverbetets leksikale betydning.

Sætningsordenen i danske sætninger følger generelt, at hjælpeverbet står foran hovedverbet i givne tider, f.eks. Jeg har spist, hun er kommet. Negationen placeres normalt efter hjælpeverbet: jeg har ikke spist. Passive konstruktioner udtrykkes med form af blive, og fortsat kan placering og bøjning ændre med tid (blev, bliver, vil blive).

Se også: dansk grammatik, tidsformer, passiv stemme, modalverber.