hæmmere

Hæmmere er stoffer eller faktorer, der nedsætter eller forhindrer en proces i kroppen eller i et kemisk system. Begrebet anvendes bredt i biokemi, medicin, kemi og miljøvidenskab. I biokemi betegner enzymhæmmere forbindelser, der reducerer et enzyms aktivitet, ofte ved at binde til dets aktive site eller et andet sted og ændre enzymets form eller funktion. I medicin bruges hæmmere til at dæmpe specifikke biokemiske veje; eksempler inkluderer proteasehæmmere i antiviral behandling og kinashæmmere i kræftbehandlinger.

Hæmmere kan klassificeres efter deres virkningsmæssige egenskaber. Enzymhæmmere kan være reversibelle eller irreversibelle. De kan også være konkurrerende, hvor hæmmeren konkurrerer med substratet om det aktive site, eller ikke-konkurrerende, hvor hæmmeren binder et andet sted og ændrer enzymets aktivitet uden at blokere substratbindingen. Udover enzymhæmmere findes receptorhæmmere, også kaldet antagonister, der hindrer signalering ved at blokere ligandbinding til receptorer.

Anvendelse og forskning omkring hæmmere følger ofte kinetiske og kliniske overvejelser. I laboratorier studeres hæmmere gennem måling af IC50, Ki og andre parametre, der beskriver deres styrke og mekanisme. I klinik og industri bruges de til at målrette sygdomsprocesser, nedregulere utilsigtede biokemiske veje eller som værktøjer i diagnostik og toksikologi. Den omfattende anvendelse af hæmmere kræver også evaluering af bivirkninger, resistens og sikkerhed.