deuterokanoniske

Deuterokanoniske refererer til en gruppe bibelske bøger som i visse kristne traditioner anses for at være kanoniske, mens de i andre traditioner ikke gør. Navnet stammer fra latin deuterocanon og græsk deuterakanon, hvilket betyder “andet kanon” og er blevet brugt til at skelne disse skrifter fra den hebraiske bibel og fra de protokanoniske bøger, der generelt anses for kanoniske i alle traditioner.

I katolske og mange østlige kirker regnes deuterokanoniske skrifter som kanoniske. De inkluderer typisk Tobit, Judit, Visdommens Bog, Siraks Bog, Baruks Bog, 1. og 2. Makkabæer, samt tilføjelserne til Esther og Daniel. Derudover findes i nogle ortodokse kanoniske samlinger yderligere tekster som 3. og 4. Makkabæer og visse versioner af Salme 151 i særlige traditioner.

Præcis hvilke bøger der hører til deuterokanon er derfor ikke ensartet fordelt og varierer mellem katolske, ortodokse og andre kristne traditioner. Den stærke forskel ligger i kanonisk status: i katolske og fleste østlige kirker er disse bøger kanoniske og brugt i liturgi og undervisning, mens de i de fleste protestantiske samlinger betegnes som apokryfe eller ikke-kanoniske.

Historisk opstod deuterokanoniske skrifter primært i den græske oversættelse af den hellenistiske jødiske tekstkilde (Septuaginta) og blev anerkendt i visse tidlige kristne traditioner. Efter Reformationen blev deprotokanoniske bøger i protestantismen ofte afvist som kanoniske, mens katolikker og ortodoksien fastholder deres kanon.