Prøvebaserede

Prøvebaserede metoder er teknikker, der anvender en probe, et molekyle der binder specifikt til et mål, for at påvise eller kvantificere tilstedeværelse af et mål, såsom en nukleinsyresekvens, et protein eller en anden biomolekyle. Proben kan være en nukleinsyreprobe eller en antistof- eller aptamerprobe, og er ofte mærket for at muliggøre signaler.

Nukleinsyrebaserede prober fungerer gennem komplementær baseparing og bruges i mange assays. Eksempler er oligonukleotide-prober til diagnostik, realtids-PCR med hydrolyseprober (såsom TaqMan-prober), molekylære beacons og in situ-hybridisering (FISH). Antistofbaserede prober anvendes i immunoassays som immunohistokemi og ELISA, mens aptamere er korte DNA- eller RNA-molekyler, der også kan fungere som prober og udnyttes til målbinding.

Anvendelser omfatter diagnostik og påvisning af patogener, analyse af genekspression, cytogenetik og kræftdiagnostik. Prøvebaserede teknikker kan ofte være meget sensitive og specifikke og tillader nogle gange multiplexing, så flere mål kan måles samtidigt.

Udfordringer og begrænsninger inkluderer behovet for omhyggeligt probe-design for at undgå krydsbinding, afhængighed af prøvens kvalitet og nødvendige kontrolforanstaltninger. Omkostninger og tidsforbrug kan også være betydelige, især for komplekse probesæt eller multiplexede assays.

Se også relaterede metoder såsom hybridisering, probebaserede assays, FISH, qPCR og mikroarrays.