Lufttætheden

Lufttætheden er et mål for hvor tæt bygningskonstruktionen er for at begrænse uønsket luftindtrængning eller udtræk gennem tætningerne omkring skel, samlinger og gennemføringer. En høj lufttæthed bidrager til lavere energitab og bedre termisk komfort, men kræver samtidig styring af luftskift gennem ventilation for at sikre god indeluftkvalitet og fugthåndtering.

Den mest udbredte måde at måle lufttætheden på er en blæserdørstest, også kaldet en blower door-test. Under testen aktiveres en specialbygget ventilator i en bygningsåbning og skaber forskellig tryk mellem indendørs og udendørs: typisk 50 Pa. Luftlækager måles og resultatet angives som ACH50, altså antallet af luftskift pr. time ved 50 Pa. Nogle målinger benytter også n50-værdien, som er en normaliseret måling af lufttæthed. Lavere tal angiver bedre tæthet.

Faktorer der påvirker lufttætheden omfatter bygningsdesign, samlinger og fejl i udførelse, tætningslister omkring døre og vinduer, gennemføringer for installationer samt den anvendte byggemateriale og konstruktionsteknikker. Dårligt tætnede områder kan være kilder til varmetab og fugtproblemer, mens overdriveligt tætte konstruktioner kan kræve øget mekanisk ventilation.

I praksis bruges lufttæthed som en del af energiklasse- og bygningsstandarder. Nybyggeri og renoveringer sætter ofte krav til lavere tal ved 50 Pa end ældre konstruktioner, og ventilationsløsninger som mekanisk ventilation med varmegenvinding (MVHR) anvendes for at opretholde god indeluft, uden at det øger energiforbruget.