Grundbetydelsen

Grundbetydelsen er et begreb, der bruges indenfor lingvistik og semiotik til at beskrive den primære eller oprindelige betydning af et ord eller et symbol. Det er den mest direkte og uforvanskede betydning, som et ord har i sin oprindelige kontekst, og som ikke er påvirket af kulturelle, sociale eller historiske ændringer. Grundbetydelsen kan ofte sammenlignes med en ords "kerne" eller "essens", da den repræsenterer det, der er mest centralt og uafhængigt af kontekstuelle påvirkninger.

I sproglære bruges begrebet til at analysere, hvordan ord kan udvikle nye betydninger over tid. Når et ord får en ny betydning, kaldes det en *betydningsudvidelse* eller *betydningsforvanskning*. Grundbetydelsen kan dog stadig være til stede, selvom ordet bruges i nye sammenhænge. For eksempel har ordet "telefon" oprindeligt en grundbetydelse som et redskab til at kommunikere over lange afstande, selvom det i dag også kan bruges om sociale medier eller telefoner i bredere forstand.

Grundbetydelsen er også relevant i semiotik, hvor det studeres, hvordan symboler og tegn har deres oprindelige betydning og hvordan de kan forandres eller oversættes i forskellige kontekster. Det er vigtigt at skelne mellem grundbetydelsen og den konkrete betydning, som et ord kan have i en bestemt situation, da den latterlige betydning eller en ironisk anvendelse kan være helt anderledes end grundbetydelsen.