materialeegenskabernes

Materialeegenskabernes begreb inden for materialvidenskab og ingeniørdesign refererer til de fysiske, kemiske og funktionelle karakteristika, som et materiale udviser under givne betingelser. Egenskaberne deles typisk ind i grupper som mekaniske, termiske, elektriske, magnetiske, optiske og kemiske egenskaber samt miljømæssig ydeevne. Eksempler er styrke, sejhed, hårdhed, elasticitet og brudstyrke (mekaniske); densitet, termisk udvidelse og specifik varmekapacitet (fysiske/termiske); termisk ledningsevne og smeltepunkt (termiske); elektrisk ledningsevne og dielektrisk styrke (elektriske); magnetisk permeabilitet (magnetiske); refraktivt indeks og farvegenskaber (optiske); korrosionstabilitet og passivitet (kemiske). Egenskaber påvirkes af temperatur, belastningshastighed og mikrostruktur og kan være anisotrope i visse materialer.

Prøver og målinger af egenskaber udføres efter standarder som ISO og ASTM. Typiske tests omfatter trækprøver, hårdhedstest og Charpy-brudtest, samt termiske analyser som DSC og TGA. Egenskabsdata samles i databaser og bruges i materialevalg, procesdesign og livscyklusvurderinger. Kendskab til forhold som varmebehandling, legeringer og belastningsforhold er nødvendigt, da de kan ændre egenskaberne og dermed ydeevne, sikkerhed og omkostninger ved konstruktion og produktion.