kooldioxideretentie

Kooldioxideretention er et begreb, der beskriver langsigtet tilbageholdelse af kuldioxid (CO2) i sikre lagre eller naturlige kulstofkilder med det formål at reducere mængden af CO2 i atmosfæren. Begrebet anvendes primært i politiske og forskningsmæssige sammenhænge, men er ikke et universelt standardudtryk i dansk faglitteratur. Betydningen kan variere: nogle bruger termen som en bred betegnelse for enhver form for CO2-lagring, mens andre begrænser den til tekniske processer inden for kulstoffangst og -lagring (CCS).

Der er to overordnede mekanismer for kooldioxideretention: naturlig retention og teknologisk retention. Naturlig retention omfatter vækst af vegetation og opbygning af jordkolstof, hvor CO2 fastholdes i biomasse og i jordlag. Teknologisk retention beskriver CO2-fangst og -lagring (CCS), hvor CO2 fanges ved kilder som kraftværker, komprimeres og transporteres til lagringssteder og injiceres i geologiske formationer som dybe akviferer med høj salinitet eller udtømte olie- og gasfelter. En variant er mineralisering, hvor CO2 reagerer med mineralske materialer og danner stabile karbonater.

Anvendelse og udfordringer: implementering kræver energi til fangst og kompression, betydelige investeringsomkostninger og omhyggelig overvågning for at sikre langvarig sikkerhed og forhindre lækage. Langtidsovervågning, sikkerhedsrisici og offentlig accept udgør vigtige aspekter. Retningslinjer og reguleringer varierer mellem lande, og finansieringen afhænger ofte af nationale klimamålsætninger og støtteordninger. I øjeblikket er kooldioxideretention primært et forskningsområde og en del af scenarier for klimahåndtering frem for at være en bredt anvendt løsning.