fattigdomsgrænse

Fattigdomsgrænsen er et begreb, der bruges til at definere et minimumsniveau for indkomst, der anses for at være nødvendigt for at opretholde en acceptabel levestandard i et givet samfund. Det er en indikator, der bruges til at identificere og måle fattigdom, og den kan variere betydeligt fra land til land og endda inden for forskellige regioner i et land.

Der findes forskellige metoder til at fastsætte fattigdomsgrænsen. En almindelig tilgang er den absolutte fattigdomsgrænse, som defineres ud fra en minimumskurv af basale fornødenheder som mad, bolig, tøj og basale sundhedsydelser. En anden tilgang er den relative fattigdomsgrænse, som defineres i forhold til den gennemsnitlige indkomst eller levestandard i et samfund. Hvis en persons indkomst er markant lavere end den gennemsnitlige, betragtes vedkommende som relativt fattig.

Fattigdomsgrænsen bruges af regeringer og internationale organisationer til at overvåge fattigdomsniveauer, evaluere effekten af sociale politikker og målrette støtte til de mest sårbare befolkningsgrupper. Ændringer i fattigdomsgrænsen kan afspejle ændringer i leveomkostninger, økonomisk ulighed og samfundsmæssige standarder. Det er vigtigt at bemærke, at fattigdom er et komplekst fænomen, og fattigdomsgrænsen er kun ét værktøj til at forstå og adressere det.