Fattigdomsgrænsen

Fattigdomsgrænsen er et begreb, der bruges til at definere et minimumsniveau for leveomkostninger. Det er en økonomisk tærskel, der adskiller dem, der lever i fattigdom, fra dem, der ikke gør. Formålet med at fastsætte en fattigdomsgrænse er at give et målbart referencepunkt for at vurdere økonomisk ulighed og behovet for social støtte.

Der findes forskellige metoder til at beregne fattigdomsgrænsen. En almindelig tilgang er den absolutte fattigdomsgrænse, som fastsætter et beløb, der er nødvendigt for at opfylde basale behov som mad, bolig og tøj. Denne grænse er ofte baseret på omkostningerne ved en kurv af nødvendige varer og tjenester. En anden tilgang er den relative fattigdomsgrænse, som defineres i forhold til den generelle indkomstfordeling i et samfund. Typisk sættes den relative fattigdomsgrænse til en procentdel af medianindkomsten.

Fattigdomsgrænsen kan variere betydeligt fra land til land og kan også ændre sig over tid som følge af ændringer i leveomkostninger og samfundsmæssige normer. Myndigheder og organisationer bruger fattigdomsgrænsen til at identificere risikogrupper, udforme socialpolitikker og vurdere effekten af deres indsatser. Den er et vigtigt redskab i debatten om social retfærdighed og økonomisk velfærd.