databaseindeksering

Databaseindeksering er en teknik i databaser, hvor man opretter datastrukturer, der giver hurtig adgang til rækker i en tabel ved at kortlægge nøgleværdier til rækkeplaceringer. Formålet er at reducere behovet for fuld tabelscanning, så forespørgsler, filtre og sammenkædninger kan udføres hurtigere.

De mest udbredte indekstyper er B-træindekser og hashindekser. B-træer egner sig til rækkeviddeforespørgsler og til sortering, mens hashindekser giver meget hurtig adgang ved lighedssøgning på enkelte værdier. Der findes også specialindekser som bitmap-indekser til kolonner med lav kardinalitet i data warehouses, fuldtekstindekser til effektiv søgning i tekst og rumlige indekser til geodata (fx GiST/R-tree-lignende strukturer).

Denne type indekser bruges ofte sammen med primære og unikke nøgler. I nogle databaser anvendes et klustret indeks, som bestemmer den fysiske rækkefølge af data, mens andre databaser har ikke-klustrede indekser, der blot refererer til rækkerne.

Vedligeholdelse af indekser kræver opdatering ved skriveoperationer, hvilket kan medføre overhead og risiko for fragmentering. Derfor bør indekser vælges med omtanke: indekser kolonner, der ofte bruges i where-klausuler, join-betingelser og sortering, især hvis de har høj selektivitet, og undgå unødvendige indekser.

Databasmotorer bruger indeksstatistikker til at vælge den mest passende forespørgselsplan, og vedligeholdelsesopgaver som VACUUM i nogle systemer eller REINDEX i andre kan være nødvendige for at bevare ydeevnen over tid.