afstandsbeskyttelsen

Afstandsbeskyttelsen er en beskyttelsesordning i elektriske kraftsystemer, der opdager fejl på en transmissions- eller distributionslinje ved at måle den tilsyneladende impedans mellem fejlen og beskyttelsesrelæet. Når impedansen falder inden for foruddefinerede rækkevidder, udløses afbrydning af strømmen for at isolere fejlen og beskytte resten af netværket.

Sådan fungerer den: Relæet bruger målinger af strøm og spænding til at beregne linjens impedans og sammenligne den med karakteristiske kurver. Systemet opdeler linjen i zoner for at opnå selektiv beskyttelse. Zone 1 dækker typisk en stor del af linjens længde og er ofte uden tidsforsinkelse. Zone 2 udvider rækkevidden og indgår med tidsforsinkelse for at fange resterende fejlscenarier og sikre koordinering med nabolinebeskyttelse. Zone 3 kan dække længere afstande og giver yderligere beskyttelse med længere tid.

Krav og anvendelse: Afstandsbeskyttelsen kræver nøjagtige line data (modstand og reaktans), målere for strøm og spænding samt gennemføringsmekanismer som CT’er og VT’er. Den skal koordineres med andre beskyttelsesformer i netværket for at sikre selektiv udløsning og undgå unødvendige afbrydelser.

Fordele og udfordringer: Den muliggør hurtig og selektiv afbrydning af fejlstedet og minimerer nedetid i sunde dele af netværket. Udfordringer inkluderer belastningsindtrængning og netværkssvingninger, der kan ændre impedansmålingerne, samt behov for løbende justering og vedligehold for at undgå fejloplæsninger.

Varianter og kontekst: Afstandsbeskyttelse findes i forskellige former, herunder impedansbaseret, reaktansbaseret og admittancebaseret beskyttelse, og anvendes bredt i transmissions- og distributionnet. Den integreres ofte med andre beskyttelsesløsninger som differentialbeskyttelse eller pilotbeskyttelse for øget sikkerhed og redundans.