afskærmningseffektivitet

Afskærmningseffektivitet beskriver hvor godt et materiale eller en konstruktion reducerer elektromagnetisk felt eller støj mellem to sider af en barriere. Den angives typisk i decibel (dB) og måles som forholdet mellem feltstyrken eller effekten før og efter afskærmningen: SE(dB) = 20·log10(Efør/Eefter) eller SE(dB) = 10·log10(Pfør/Pefer). Højere dB-værdier svarer til bedre afdæmpning.

Afskærmningseffektivitet resultatet af tre hovedbidrag: refleksionstab ved overfladen, absorption i materialet og korrektion for multiple reflekser. Absorption afhænger stærkt af materialets ledningsevne, permeabilitet og tykkelse samt af frekvensen gennem huddybdeeffekten. Ved lave frekvenser kan magnetisk permeabilitet være vigtig, mens ledende metaller dominerer ved højere frekvenser.

Praktiske faktorer som samlinger, huller, sømme, kabelføring og jordforbindelse kan væsentligt reducere effektiviteten. Typiske målemetoder inkluderer S-parameter-målinger (insertion loss), målinger i reverberationskammer, GTEM-cell og nærafeldsmålinger. Standarder som IEEE og IEC anvendes ofte for testprotokoller og klassificering ved EMC-sertificering.

Anvendelser spænder fra afskærmede kabler og elektronikemballager til skjermede rum og medicinsk udstyr. Ved design vurderes både ønsket SE-værdi og praktiske kompromiser som vægt, omkostning og mekanisk bearbejdning. Begrænsninger opstår især ved tunge krav over et bredt frekvensområde og ved dårlig samlingsteknik.