Kondensationskjerner

Kondensationskjerner er små aerosolpartikler i atmosfæren, der fungerer som overflader, hvor vanddamp kondenserer for at danne skyer. De har typisk en diameter på omkring 0,01 til 1 mikrometer og består af hygroskopiske materialer som havsalt, sulfater, nitrater, organiske stoffer og støv. Partiklerne kan være naturlige eller menneskeskabte; naturlige kilder inkluderer havet og støv fra jord- og ørkenområder, mens forurensningspartikler fra forbrænding bidrager i byer og industrisoner.

Når vanddamp i luften når en vis overmæthed, aktiveres nogle kondensationskjerner, og vanddamp kondenserer omkring dem for at danne skydråber. Köhler-teorien beskriver, hvordan partiklens størrelse og hygroskopicitet bestemmer, hvor let den aktiveres ved givne supersaturationsniveauer. Mere hygroskopiske partikler aktiveres ved lavere krav til supersaturation.

Kondensationskjerner spiller en central rolle i skydannelse og klima ved at påvirke antallet og størrelsen af skydråber. En højere koncentration af CCN fører til flere, mindre dråber, hvilket kan øge skygens albedo og ændre skydynamikken og nedbørsmønstre. Omvendt kan lavere CCN resultere i færre, større dråber og forskellige nedbørudfald. Den specifikke effekt afhænger af skydannelse, temperatur, fugtighed og forurening.

Målinger af kondensationskjerner og CCN udføres ved aerosol- og skyinstrumenter, og i klimamodeller anvendes parameteriseringer som κ-Köhler-modellen til at beskrive aktivering af CCN ved givne størrelse og hygroskopicitet.