mikrofiltrering

Mikrofiltrering er en membranfiltrationsproces, hvor en væske passes gennem en semipermeabel membran med porestørrelser typisk mellem 0,1 og 10 mikrometer. Processen bygger på størrelse afskæring og tilbageholder suspenderede partikler, bakterier og nogle større kolloider, samtidig med at vand og små opløste komponenter passerer igennem.

Membraner består af polymerer som celluloseacetat, polysulfon, polyethersulfon eller polyvinylidenefluorid, og findes i moduler som flade ark (flat-sheet), hollow-fibre og rørformede elementer. Filtrering kan udføres i dødelænge-flow, hvor hele tilførslen passerer gennem membranen, eller i krydsflow, hvor en del strømmer vandret langs overfladen for at reducere fouling.

Driftsbetingelserne er moderat; transmembrantryk ligger typisk omkring 0,1–0,5 MPa (1–5 bar) for vandbehandling, højere i visse industrielle sammenhænge. Temperatur og forbehandling påvirker flux; fouling forårsaget af partikler, biofilm og kolloider nedsætter ydelsen over tid.

Typiske anvendelser omfatter drikkevands- og spildevandsforbehandling, mejeriproduktion (mælkklarering og vallekoncentration), fødevareproduktionen (klarering af øl og juice) samt farmaceutiske og bioteknologiske processer til klarering af cellesuspensioner og kulturer. Mikrofiltrering fjerner ikke de fleste opløste salte, små ioner og små organiske molekyler; til fjernelse af sådanne stoffer anvendes ultrafiltration, nanofiltration eller omvendt osmose.

Foulingkontrol og rengøring i stedet for CIP (cleaning-in-place) er integreret, med periodisk tilbageskylling, kemisk rengøring og udskiftning af membraner. Mikrofiltrering har ofte lavere energiudgift end termiske processer og kan køre ved omgivelsestemperatur eller moderate temperaturer, hvilket hjælper med at bevare varmefølsomme komponenter.