hukommelseskonsolidering

Hukommelseskonsolidering er processen hvor kortvarige hukommelsesspor stabiliseres og overføres til langtidshukommelse. Den foregår primært i hippocampus og dets forbindelser til cortex og består af to niveauer: synaptisk konsolidering og systemkonsolidering.

Synaptisk konsolidering sker i løbet af minutter til timer og involverer ændringer ved synapserne, herunder styrkede synapser og ny proteinsyntese, ofte forklaret gennem begrebet langtidspotentiering.

Systemkonsolidering refererer til en længerevarende omorganisering, hvor hukommelsesrepræsentationer flyttes fra hippocampus til association cortex og bliver mere vedvarende og uafhængige af hippocampus over dage til år.

Søvn spiller en central rolle i konsolideringen. Både slow-wave sleep (dyb søvn) og REM-søvn bidrager til at styrke nye minder, idet hukommelsesspor reaktiveres og integreres i cortex. Under slow-wave søvn antages hippocampusaktiviteter at koordinere konsolidering, mens REM-søvn måske understøtter integrationen af minderne i cortex og den følelsesmæssige tilknytning.

Typer af hukommelse: deklarativ hukommelse (episodisk og semantisk) og ikke-deklarativ hukommelse (procedural). Rekonsolidering kan også finde sted ved genkaldelse, hvor en hukommelse midlertidigt bliver labile og igen skal konsolideres.

Faktorer som påvirker konsolidering inkluderer opmærksomhed og følelsesmæssig arousal, stresshormoner som cortisol, alder og neurodegenerative sygdomme som Alzheimers sygdom. Motion og god søvnhygiejne kan forbedre processen.

Praktiske implikationer: tilstrækkelig søvn og gentagelse i passende intervaller (spaced practice) understøtter læring og langtidshukommelse. Regelmæssig fysisk aktivitet kan også styrke hukommelseskonsolideringen.